Hunden, der ikke troede på op, af Zenia Johnsen
Hunde er altid hyggelige.
Det er Flæske også. Ligesom de fleste andre hunde lever han med snuden nede i jorden. Han snuser og snuser. Der er så meget spændende på jorden. Så hvorfor skulle han kigge op, som pigen siger han skal? Finder man måske gulerødder og andre lækkerier i luften? Næ, det tror Flæske ikke på.
Pigen lokker alt, hvad hun kan. Se, flyvende grise og rumskibe. Men Flæske er noget så ligeglad med flyvende grise og rumskibe. Små biller og snegle er mere ham. Og de er nede på jorden.
Men så en dag begynder det at regne…
Hunden, der ikke troede på op er Zenia Johnsens debutbog. Det er en finurlig en af slagsen, som bliver bedre og bedre for hver gang, man læser den. Tonen er let og drilsk, som gør den til en fryd at læse højt.
Er man hundeejer, vil man højst sandsynligt nikke genkendende til Flæskes kiggen ned i jorden. Flæske er en sød og dejlig vovse, som logrer glad med sin lille frække hale. Jeg elsker Flæske. Men jeg elsker selvfølgelig alle hunde…
Zenia Johnsen er til daglig bibliotekar og er også kvinden bag fortællingen.dk
Kamila Slocinska har illustreret med drillende og originale illustrationer. Her er masser at se på.

Hunden, der ikke troede på op, skrevet af Zenia Johnsen. Illustreret af Kamila Slocinska. Turbine, 2011. 32 sider