Ordenen, af David Meinke, Caroline Ørsum og Ina Bruhn
Nyt gys fra forfatterteamet bag Genstart-serien.
Ordenen er titlen på denne nye ungdomsroman. Den er skrevet af David Meinke, Caroline Ørsum og Ina Bruhn, der hver i sær har skrevet flere bøger for børn og unge. For et par år siden gik de sammen og skrev ungdomsserien Genstart. Nu er de sammen igen, og det er der blevet et godt gys ud af.
Hvad har den unge lægestuderende Erik Bagge, pigen Inger og gymnasie-dropouten Gilbert tilfælles? De har alle sammen opholdt sig på Fjordsanitoriet - men på hver deres tid og med hver deres problemer.
Vi starter i året 1915. Den unge lægestuderende Erik Bagge er blevet sendt til Fjordsanatoriet, hvor hans far håber på at et praktikophold blandt tuberkuloseramte børn vil få ham til at glemme sine drømme om at blive kunstner. Erik Bagge synes, at de syge børn bliver behandlet for hårdt. Han fatter sympati for tvillingeparret Maren og Ernst. Maren er syg, men det er Ernst ikke. Me hvorfor bliver han så pustet og får tappet blod? Og hvad er det med børnene, der synger Bro bro brille midt om natten?
I 1952 er Fjordsanatoriet ikke længere for tuberkulosramte børn, men for sindslidende kvinder. Inger er blevet indlagt. Hvorfor ved hun ikke. Hun fejler jo ikke noget. Ikke ligesom de andre skøre kvinder der hyler og skriger. Hun skriver lange breve til sin bror, hvor hun fortæller om overlægen, der eksperimenterer med behandlingen. Han skal ikke eksperimentere på hende! Inger er rædselslagen, og synes hun kan høre nogen synge Bro bro brille.
Gilbert er blevet sendt til Fjordhotellet, som hans farfar ejer. Året er 2011 og efter endnu engang at være blevet smidt ud af en skole, må han vente der, til der bliver lagt nye planer for ham. Farfaren er en kold skid, men det er intet i mod den kulde, der indhylder værelset? Og hvad er det for børn, han kan høre synge Bro bro brille?
Ordnen er et vellykket projekt, der er mundet ud i en ægte gyser af den slags, som giver kuldegysninger på den fede måde. De tre historier fungerer fint alene, men det er lykkedes forfatterne på fornemmeste vis, at få flettet dem sammen, så det giver en spændende helhed. Hver historie har flere spor, men det lykkedes mig ikke at regne sammenhængen ud før til sidst. Det er godt gået!
Det fungerer rigtig godt, når de tre forfattere skriver hver sin bid, for det giver helt naturligt tre forskellige stemmer: Erik´s, Inger´s og Gilbert´s.
Er du til en god historie med gys og spøgelser, er Ordnen lige noget for dig.
Ordnen, skrevet af David Meinke, Caroline Ørsum og Ina Bruhn. Høst & Søn, 2011. 296 sider.